"BØRNEHAVEN I HJORTØGADE"
___________________________________
__________________________________
 
Hvorfor "Børnehuset i Hjortøgade"?

Indgangen lå i Hjortøgade 3 og flyttede senere til den indgang vi kender i Langesund. Den er blevet kaldt folkebørnehaven, Sophus Baggers Børnehave og Børnehuset i Hjortøgade. Senest er det Børnehuset Cobra. Kært barn mange navne! 

__________
Vibereden 

I en årrække var børnehaven på hjørnet af Stakkesund og Hjortøgade kendt som Vibereden. Den flyttede ind den 1. januar 1973 efter at der i flere  år havde været brødudsalg. Lokalerne blev tilpasset en børnehave og fik et bred betonskilt med navnet Vibereden, der dækkede den øverste del af den gamle bagerbutiks rundbuede vinduespartier, der nu er synlige igen.
Istandsættelse

I sommeren 2017 gennemgik børnehaven en gennemgribende istandsættelse og mindre ombygning. Baggrunden for istandsættelsen, skyldes at Asger Jorn, Eigil Jacobsen m.f (se nedenforl) i 1944 udsmykkede overvæggene i flere rum. Samtidigt blev børnehaven istandsat. Finansieringen af vægmalerier og istandsættelsesarbejder skete gennem private fonde. 
__________
Minder

Gik du i den ene eller den anden børnehave? Har du minder eller billeder du gerne vil dele med andre? Kom ned på ejendomskontoret. Hvis billederne skal skannes og returneres, gør vi det selvfølgeligt gerne.
__________________________________
 
DR1 og Asger Jorn
 
DR1 har en en udsendelsesrække om danske malere. Et af afsnittene er om Asger Jorn, og der vises billeder fra børnehaven i Hjortøgade. Udsendelsen kan ses HER.
__________________________________
 
Historien om en børnehave ...
 
Det er ikke alle vægmalerier, der er børnestreger i Børnehuset Hjortøgade 3. I 1926 blev der oprettet en folkebørnehave i stuelejligheden. Lokalerne blev brugt til børnepasning om formiddagen, mens Frøbelseminariet rykkede ind om eftermiddagen og underviste.

I 1941 gik forstander Sofus Bagger på pension i en alder af 89 år ,og forærede det seminarium, han havde været med til at skabe i 1885, til Jens Sigsgaard og hans hustru Kirsten. Med dette makkerpar blev Frøbelseminariet knyttet til de nye kulturradikale cirkler og psykologi fik en væsentlig større betydning i fagkredsen.

I 1943 rykkede Frøbelseminariet så ud af lokalerne og børnehaven blev en heldagsbørnehaven med Kirsten Gad som leder. Hun var selv uddannet på Frøbelseminariet, og overtog Sofus Baggers lejlighed ovenpå børnehaven som hun delte med to andre børnehavelærinder. Huslejen var 150 kroner, svarende til hele Kirsten Gads løn.

I november 1948 dannede en gruppe danske, nederlandske og belgiske malere kunstnergruppen COBRA (Copenhagen, Bruxelles, og Amsterdam.) De danske malere var bl.a. Asger Jorn, Ejler Bille, Henry Heerup, Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen. Men før COBRA blev dannet fik kunstnerkollektivet en stor betydning for "børnehaven i Hjortøgade" som man kan se den dag i dag.

Da Asger Jorn, hvis søn gik i børnehaven, foreslog Kirsten Gad, at han og hans venner skulle dekorere børnehavens vægge, var tanken hende ikke fremmed. Hun fortalte siden: "Vi havde nogle meget fornøjelige dage med disse unge kunstnere, som var sjove og glade for børnene, der vrimlede omkring dem. De gik ind på børnenes snak og udvekslede ideer og forslag med dem. En af de meget interesserede 5-6 års drenge opsøgte mig og sagde: «Og ved du hvad, så spurgte jeg hende (kunsteren Else Alfelt), hvad det var hun lavede, og så sagde hun: Kan du ikke se, at det er nogle bjerge og marker og solen skinner på dem. - Men jeg siger nu, at det er noget godt skidt - det siger jeg".

Jyllands-Posten skrev i december 2002 om decemberdagene i 1944, da Jorn og hans malerkammerater fra Høst-udstillingen havde indtaget børnehaven. "Asger Jorn havde placeret sin søn i folkebørnehaven i Hjortøgade, og når han afleverede sønnen, tog han sig ofte tid til at sætte sig ned og tegne og fortælle. Blikket gled sikkert også hen over de nøgne vægge. »Sikke nogle kedelige vægge. Må jeg og mine kammerater ikke komme og male på dem,« husker børnehavens daværende leder, den nu 92-årige Kirsten Gad, at Jorn spurgte hende. Svaret var ja. Børnehaven stillede en stor portion af børnenes sædvanlige limfarver til rådighed for kunstnerne og trakterede ellers med fedtemadder. »Noget måtte de jo have at leve af i de dage, da de gik der,« siger Kirsten Gad om den betaling, hun kunne tilbyde kunstnerne."

På børnehavens vægge har bl.a. Corneille malet og skrevet "Lille Peter Edderkop." Vægudsmykningerne er senere blevet erklæret bevaringsværdige og må ikke fjernes.

Måske siger navnet Jens Sigsgaard (1910-1991) noget. Udover at han var en internationalt anerkendt småbørnspioner, så skrev han sin første børnebog som udkom i 1942 - "Palle alene i verden" og som blev illustreret af Arne Ungermann.
__________________________________
 
Boligforeningen AAB - Afdeling 23 | Hjortøgade 5. st.th. | 2100 København Ø | Tlf.: 61 39 44 16 | afd23@aab.dk