AFDELING 23s HISTORIE: 1. del
__________________________________
|
__________________________________
|
København vokser
København voksede under Christian IV.
Nyboder, Christianshavn og en mængde andre nybyggerier blev anlagt, og havnen blev udvidet mod nord til Toldboden. Der blev bygget et nyt voldanlæg i en bue uden om Nyboder og Rosenborg til Nørreport. Herved blev Københavns omfang næsten fordoblet. Hovedstadens østlige købstadsbyport, Østerport, rykkede nordpå fra hjørnet af Kongens Nytorv og Østergade i 1647.
Kastellet blev anlagt 1662-63, og en ny Østerport blev bygget i 1708, omkring der hvor den nuværende togstation ligger i dag.
Indtil midten af 1800-tallet var området udenfor Søerne på det nærmeste ubebygget.
Bag voldene blev pladsen trang med det voksede indbyggerantal og de sanitære problemer var store. Byens omfang var ikke udvidet synderligt siden Christian IV's tid, og befolkningen, som samtidig firedobledes, havde derfor været tvunget til at bygge højere og presse sig sammen.
Aksen dannet af det nuværende Jagtvej-Falkoner Alle udgjorde grænselinien for den demarkationszone, som var nødvendig for hovedstadens befæstning. Artilleriet på de københavnske volde skulle have frit udsyn over omegnen, og kun få bygninger fik tilladelse til at ligge der.
I midten af 1800-tallet valgte man at slække på demarkationslinjen og indførte fuld byggefrihed uden for søerne. Byggeriet fik derefter et stærkt opsving på først og fremmest Nørre- og Vesterbro, og Frederiksberg. Og da København for alvor fik vokseværk i slutningen af 1800-tallet begyndte det også at gå ud over Østerbro forstad, hvor der var der store landsteder og grønne områder. Det var først og fremmest militærfolk og embedsmænd, der slog sig ned i og omkring Østerbro forstad.
Derfor var langs med den nordgående vej mod Helsingør, der dengang hed Strandvej, at murermester og brandkaptajn Christian West i 1815 lod bygge et et af områdets smukkeske lystejendomme: Christiansminde.
|
Rettersted, Christiansminde og Slagtervænget
Christiansminde lå midt i Strandvejskvarteret mellem landstedet Nygaard på Bryggervangen i vest og Slagtervænget i øst. Slagtervænget - eller Slagtervanget - strakte sig fra Nøjsomhedsvej og Ny Kalkbrænderivej til Svanemøllen. Det var fra 1792 til 1806 rettersted, dvs. det sted udenfor bymurene, hvor folk blev henrettet eller hvor ulydige borgere blev afstraffet. Det også her, at Natmanden begravede hoveder og hænder, der havde været på stage.
Man gik i gang med at udnytte Slagtervænget i 1870erne og placeringen tæt ved havet var ideel. København havde brug for et nyt gasværk fordi hovedstadens eneste gasværk, Vestre Gasværk, ikke længere kunne følge med efterspørgelsen. I 1878 opførte man Østre Gasværk der pga. kultilførelsen kunne ske via egen havn. Ved siden af Østre Gasværk – der bl.a. omfattede fire kulhuse, tre gasbeholdere og to retorthuse - var der en havn og Kjøbenhavns Svineslagteri.
Slagteriet blev grundlagt i 1866 af grosserer og industridrivende Philip W. Heyman (1837-1893) med henblik på eksport af bacon med skib til England. Heyman, der startede i 1858 med en smørforretning, grundlagde sammen C.F. Tietgen bryggeriet Tuborg med henblik på eksport.
Heyman boede
Klods op og ned af Østre Gasværk besluttede man utroligt nok at bygge et karantænehospital - Øresundshospitalet - for folk med smitsomme sygdomme, der kom til København per skib. Ved siden af Sions Kirken byggede man boliger til gasværksarbejderne. De i alt elleve blokke af toetagers huse lå på Slagtervængets yderkant, ud mod Strandvejen, der i 1858 tog navneforandring til Østerbro. Lægeforeningens Boliger var den første arbejderby uden for København og var til inspiration for andre …
|
| |
Lille Vibenhus og Vibensgaard bygges - AAB stiftes
I slutningen af 1800-tallet var Østerbro i rivende udvikling. Indbyggerantallet eksploderede - der boede omkring 1500 mennesker i 1850; tallet var 66 000 i 1906 - og bygningerne skød i vejret.
Øresundshospitalet med dets klassicistiske hovedbygning blev bygget 1875-1876 og Sions Kirke blev rejst 1895-1896, dog kun med et lille klokketårn. Hestevogne med kul kørte ned ad den brede Zionsvej forbi Østre Gasværk Skole og ned til gasværket. Skolen, der i 1938 ændrede navn til Strandvejsskolen, startede den 1. August 1897 med 1004 elever fordelt på 32 klasser. Det som senere blev kaldt Østerbrogade Kaserne – nu kendt som Østerfælled Torv - blev opført 1896-1898. Og i begyndelsen var kasernen omringet af et kludetæppe af kolonihaver, men i 1911 blev en egentlig gadeplan vedtaget, der strukturerede kvarterets vejnet.
Man påbegyndte byggeriet af Vibensgård og Lille Vibenhus – på henholdsvis hjørnerne af Østerbrogade og Strandboulevarden, og Østerbrogade og Jagtvej – i 1903. Fire år senere stod den nye fabriksbygning for Chr. Hansens Laboratorium A/S færdig i Fanøgade. I 1920erne og 1930erne så etageboligbyggeriet, der ligger på Østerbrogade mellem kasernen og Jagtvejen dagens lys.
Så hvis man kørte mod nord ad Strandvejen fra krydset Jagtvej-Strandboulevarden kunne på venstre hånd se Lille Vibenhus, Tåsingegade, ejendommen Kristianslund og landstedet Christiansminde. Philip W. Heyman boede på Strandvejen 11 på landstedet Christiansminde. Bag ejendommen lå der gartnerier med sennepsmarker. Det var den grund, at AAB byggede Afdeling 23. På samme grund lå en ejendom, der hed Kristianslund som var cafe og restaurant lå også på adressen og man fandt i 1987, da man lavede noget omfattende ombygning, resterne af kampestensfundamentet til en gård under asfaltbelægning og jord sådan ca. 1 meter nede. Det kan have været Kristianslund.
På højre hånd havde man så Vibensgård på hjørnet af Strandvejen og Strandboulevarden, Lægeforeningens boliger, der var et landsbyagtig kvarter med et central torv og små forretninger, Zionsvej, Sions kirke (uden tårn) og en masse kolonihaver førend man nåede til Øresundshospitalet.
Den 12. marts 1912 var en lille gruppe københavnske fagforeningsfolk samlet på Tømrerkroen i Adelgade for at stifte Arbejdernes Andels Boligforening.
Det var på Tømrerkroen, at blandt andre Louis Pio dannede Den Internationale Arbejderforening i Danmark ("Internationalen"), den 15. oktober 1871.
I 1908 var København ramt af en boligkrise og arbejdsløshed blandt bygningshåndværkere var høj.
AAB blev oprettet som reaktion mod den bolignød og det spekulationsbyggeri, der prægede København, specielt i årene op til 1. Verdenskrig.
En række byggekrak havde medført, at der under storbankernes ledelse blev gennemført tiltag for at tvinge huslejerne i vejret og skabe yderligere boligmangel. AAB's første leder var formanden for bygningssnedkernes fagforening, J. Chr. Jensen (1877-1956). Han fik overtalt den københavnske Fællesorganisation til at støtte sine planer, og erhvervede derfor øgenavnet "Christian Bolignød". Byggeriet indledtes for alvor i 1913, og i de følgende 10 år blev der bygget 2.200 lejligheder.
|
Afdeling 23 bliver til
I 1918 købte AAB Christiansmindes jorder af boet efter Philip Heymans enke (Heyman havde erhvervet sig Wests landsted). De otte tønder land kostede en million kroner og der var en kontant udbetaling på 250.000 kroner.
I en kort periode brugte AAB Christiansmindegrunden til dens malerafdeling. På det tidspunkt var især fernis og terpentin blevet en mangelvare herhjemme pga. manglende tilførelser til landet. Da man ikke havde egen opbevaringssteder til det større parti malervarer man havde, blev de oftest oplagret hos grossister og private malermestre. Men der var en risiko: materialerne kunne forsvinde eller blive ombyttet med varer af ringere kvalitet. Derfor oprettede AAB i perioden 1919-1921 eget værksted og lager på Christiansmindegrunden. Virksomheden flyttede senere til Øresundsvej.
Tre AAB afdelinger ville bygge otte ejendomme på Heymans jorde, hvilket de gjorde i perioden i 1921-1925.
Planen for de otte ejendomme var udarbejdet af arkitekt Rolf Schroeder. Han tegnede de første to karreer (A og B), mens Frederik Wagner fuldførte tegningerne for de andre karreer. Ejendommene er blevet beskrevet som af det ypperste i tidens boligstandard og at de i de arkitektoniske henseende er vigtige repræsentanter for den saglighed, der prægede tiden efter 1. verdenskrig.
|
|
__________________________________
|
|
|